Supervision er en af de centrale stier i ens fag-personlige udvikling som psykolog, socialrådgiver, lærer, pædagog, sygeplejerske m.m.
Under supervisionen bliver man vejledt, støttet og nudge't - via en vekslen mellem faglig guidning, refleksionsspørgsmål, litteratur-anbefalinger m.m.
Centralt for min tilgang står pejlemærket:
"Hvad har du brug for - lige nu, her i dag - for at kunne
komme videre med en god fornemmelse i maven?"
Både i dette øjeblik, i forhold til netop denne person, denne problemstilling, dette dilemma, denne udredning, denne test etc. - og overordnet og på den lange bane.
Især psykologer og andre fagfolk i PPR og øvrige kommunale settings ("... politisk ledede organisationer ...") møder mange etiske dilemmaer og en mærkbar risiko for stress og udbrændthed.
Et hyppigt supervisionstema hos mig er derfor også, hvordan man helt lavpraktisk holder styr på, forvalter og 'overlever' de (alt for) mange bolde i luften og de modsatrettede krav og forventninger; samt hvordan man undgår forråelse, bibeholder sin faglige integritet - og ikke mister sig selv.
Dette er den ene hovedgren af supervision. Her vil fokus ligge på professionsaspekterne. Det kan handle om gode måder at formidle vanskelige budskaber til andre ("De svære samtaler") – og/eller forståelse af andres handlinger, væremåder og perspektiver.
Mange efterspørger f.eks. praktisk brug af konfliktforebyggende (og -løsende) kommunikation, teknikker fra kognitiv terapi (ikke mindst med par og familier) - eller arbejdet med borderlineklienter, hvilket især er relevant for socialrådgivere, familiebehandlere, psykologer, læger, politifolk etc.
Specifikt for psykologers vedkommende kan det også handle om valg af og brug af tests og screeningsredskaber – eksempelvis BYI, ADOS, ADI-R, ADHD-RS, ASRS, Parents’ Preference Test (PPT), WISC, WAIS, TAT, CAT, RORSCHACH og så fremdeles:
Hvad skal jeg vælge? Hvordan udfører jeg testen? Hvordan tolker jeg resultaterne? Hvad er faldgruberne? Hvordan melder jeg tilbage til klienter og bestillere? Hvordan bruger jeg resultaterne til at foreslå interventioner? Etc.
Jeg tilbyder supervision til alle tre niveauer for psykologer:
Autorisationsforløbet består af dels psykologisk virke, dels modtagelse af supervision i forhold til de opgaver, man løser. En del af denne supervision skal være ekstern, dvs. hos en psykolog, der ikke arbejder i samme organisation som supervisanden. Supervisor skal være autoriseret.
Specialistforløbet er overbygningen, hvor man fortsætter sit virke som psykolog, og supplerer sin viden via kurser samt modtager supervision på sit arbejde. Også her skal en del af supervisionen være ekstern. Supervisor skal være specialist.
Supervisorforløbet er det sidste af de kliniske niveauer, man kan gennemgå. På dette niveau fordyber man sig i selve supervisionsprocessen ved at uddanne sig i denne, ved at virke som supervisor, og ved at modtage supervision på sit virke som supervisor. Den, man får sin supervision hos, skal selv være godkendt som supervisor.
Jeg tilbyder supervision i tre specialist-discipliner hos DP:
Indholdsmæssigt drejes fokus mod, hvad man som supervisand har behov for - typiske eksempler er:
Den anden hovedgren af supervision som central vej til at bevæge sig fremad i tilværelsen som fag-person fokuserer på de dybere spørgsmål om én selv:
"Hvem er jeg, der i mit arbejde som fag-person træffer
beslutninger, udfører terapi, tilbyder rådgivning,
foretager udredninger og vurderinger?"
Fokus her handler om egne perspektiver, hvor de kommer fra, og om de har nogen betydning for, hvordan man lever sit fag-personlige liv - på arbejdet, men også uden for arbejdstid.
Er der noget, der kan være godt at justere i den måde, jeg samtaler med eller vejleder andre på? Eller den måde, jeg undersøger, vurderer, tester på? Har jeg nogen "blinde pletter"?
Hvorfor reagerer jeg næsten altid på denne måde, når jeg sidder med lige præcis denne type mennesker? Eller denne type problemstilling? Hvordan forholder jeg mig til mig selv i min faglige rolle? Gør det noget ved mig? Og hvis ja - hvad gør jeg så ved det?
Og ikke mindst:
Hvordan bruger jeg mine fag-personlige erfaringer til bedre at læse, forudse og håndtere situationer, der ellers kunne blive meget svære(re)?
Hvis man som psykolog ønsker at nå specialist-graden i et af de kliniske felter (psykoterapi, klinisk børnepsykolog m.m.), er der krav om et længere forløb med fokus på "personlig udvikling" - enten i form af egenterapi eller i form af feedback på egen stil eller personlig supervision (modsat sagssupervision).
Den, man modtager egenterapi/feedback på egen stil/personlig supervision hos, skal være specialist i psykoterapi.
CHRISTIAN A. STEWART-FERRER
Jeg er klinisk psykolog i privat praksis –
tildelt autorisation af Psykolognævnet og
undervisningskompetence i psykologi af
Undervisningsministeriet. Derudover er
jeg klinisk sexolog (DACS).
dannet i dels psykoterapi, dels kli-
nisk børnepsykologi.
meritgivende supervisor i specialet
pædagogisk psykologi.
Du kan bestille tid hos mig ved «Tidens Psykologer» (Tlf. 22 10 22 22) i Odense, hvor jeg arbejder til daglig.
Copyright © 2022. Alle rettigheder forbeholdes.
